Spring til indhold

Eksempler på emneord

Emneord er ikke nogen eksakt videnskab. Og der kan være forskellige holdninger til, hvad der er passende emneord. Vi mener, der hellere må være et emneord for meget, end et for lidt. 

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det, du ved om et billede passer som emneord, så brug beskedfunktionen nederst på siden, ved hvert enkelt billede. 

Læs mere om mulighederne for at bidrage med oplysninger

 

Hvad er et godt emneord?

Et godt emneord beskriver med et eller nogen gange flere ord – men ikke sætninger - de ting, mennnesker, steder, begivenheder, dyr, samt den situation, der ses på billedet. 

Emneord skrives i ental.

Emneord kan være alt fra det helt overordnende, som fx trafik til den enkelte detalje, som fx trillebør.

Brug flere emneord, hvis du kender synonymer til det du ser på billedet, fx ’1. maj’ og ’Arbejdernes kampdag’ 

Stemninger og følelser som billedet fremkalder hos dig er ikke emneord.

 

Eksempel 1

Mavedans

Et indendørsbillede af mavedanseren Camilla Prins, der optræder på Restaurant Merhaba i Abel Cathrinesgade 7 d. 22.oktober 1987. Foto: Julie Rønnow. Københavns Museum

kbhbilleder.dk/kbh-museum/6906

Forslag til emneord: Mavedans, dans, danserinde, restaurant, tilskuer, restaurantgæst, underholdning, slør, pandebånd, navle, mave, BH, lampe, glasloft.

Danserens og restaurantens navn fremgår allerede af billedets beskrivelse, ellers havde restaurantens navn været et fint emneord. Har du viden om de afbillede personer skal de derimod ikke tilføjes som emneord, men meget gerne sendes til os. Brug beskedfunktionen, nederst på hver side. 

  

Eksempel 2

Ørstedsparken

Et stemningsfuldt øjebliksbillede fra Ørstedparken engang i forrige århundrede. Foto: Ukendt fotograf. Københavns Museum

kbhbilleder.dk/kbh-museum/37504 

Forslag til emneord: Park, barn, kvinde, mor, barnevogn, leg, bænk, sti, træ, overtøj, hat, ben, solskin

'Ørstedparken’ ville være et fint emneord, men da det allerede fremgår af billedets beskrivelse er det overflødigt. 'Gangareal’ kan overvejes. 

  

Eksempel 3

Mural

Motiv af gavlmaleri på Christiania med et antal yngre mennesker af begge køn siddende i forgrunden, tilsyneladende bag en lang bod med genstande. Foto: John Johnsen. Københavns Museum

kbhbilleder.dk/kbh-museum/57715 

Forslag til emneord: Gavlmaleri, murmaleri, bygning, cafe, mand, kvinde, unge, bod, kilt, handel, jeans, læderjakke

’Christiania’ og 'mural' fremgår allerede af billedets beskrivelse, men havde ellers været fine emneord. Derimod kan typen af handel og genstande præciseres, hvis du har viden om det.

 

Eksempel 4

Vandtårn

Et stilrent udendørsbilede af det spektakulære vandtårn i Glostrup med en lille pige set fra ryggen i forgrunden. Foto: Ernst Saxtorph Jørgensen. Københavns Museum

kbhbilleder.dk/kbh-museum/23754 

Forslag til emneord: Vandtårn, cisterne, boligblok, fortov, pige, barn, sne, vinter, flise, strikhue, gadelampe, gangsti

Her er ‘Glostrup’ ikke et emneord, da det allerede fremgår af billedets beskrivelse.‘Arkitektur’, ‘vandforsyning’ og ‘ingeniørbyggeri’ kan overvejes, ligesom ‘kulde’ jf. årstiden.