Klokketårn
Der er ikke fundet spor af selve klokketårnet, men af den grube, hvori klokken er støbt. Klokkerne blev almindeligvis støbt helt tæt på det sted, de skulle bruges, fordi de var så tunge.
Klokkestøbning
Omkring 10 meter fra kirken var der en nedgravning, hvori man har støbt kirkeklokker. Kirkeklokkerne er støbt, efter at kirkegården har været i brug i et stykke tid. Det kan man se, fordi der ligger grave under klokkestøbergruben. I gruben fandtes stykker af brændt ler fra ovn og støbeform. Analyser af sprækkerne i leret viser spor af metallet fra selve klokken – eller klokkerne. Metalanalyserne antyder, at der er støbt to klokker og måske også andre genstande her. Størrelsen på klokkerne var ret lille, 40-45 cm i indre diameter, bedømt ud fra stykkerne af støbeformene.
Skematisk fremstilling af klokkestøbning. Til venstre lerformen til klokken, i midten malm fyldt ned i klokkeformen, og til højre den færdige klokke, som så kan bankes fri af leret.
Kirkeklokker
I Norden kan brugen af klokker spores tilbage til 865, hvor ærkebiskop Ansgar søgte om tilladelse til at ringe med klokker. Da det store kirkebyggeri i 11-1200-tallet satte ind, blev også kirkeklokkerne flere. Klokker var velegnede til at frembringe en høj lyd, og på den måde kunne man holde kontakt med menigheden.
Klokke fra omkring år 1100, afbildet i Salomonsens Konversationsleksikon.
Klokketårnets udseende
Hvordan klokketårnet specifikt har set ud, ved vi ikke, men modellen tager udgangspunkt i den rekonstruktion, man har lavet af en klokkestabel, man fandt ved Hørning trækirke fra 1000-tallet. En klokkestabel er en fritstående trækonstruktion, hvori klokkerne er ophængt. Klokkestabler anvendes ved kirker uden tårn, og tårne er først et element, der kommer til på kirkerne senere.
Foto af Moesgaard Museums rekonstruktion af klokkestablen fra Hørning.