Spring til indhold

Placer billedet på kortet

Ved du hvor billedet er taget fra og i hvilken retning?

Placer først fotografen ved at klikke på kortet.Fotografen er den grønne markør. Træk herefter i den røde markør og placer markøren i den retning og med den længde, som billedets motiv viser.

Tak for din hjælp!

Læs mere

Med de nuværende filtre er der ingen resultater for den valgte periode.

Du kan rydde alle andre filtre end perioden for at se alt der findes i perioden. Er du sikker på at du vil rydde alle de andre filtre?

Arkæologisk artikel1762

Byens vandforsyning

Københavns vandforsyning blev anlagt i slutningen af 1500-tallet. I 1762 var der allerede et net af vandrør af udborede fyrrestammer over hele byen, som førte vand til byens pumpebrønde og springvand.

Trævandrør i lange baner

I København er der ved forskelligt anlægsarbejde fundet mange trævandrør, men der er ingen dateringer af rørene fra ældre udgravninger. I dag bliver der normalt savet en skive ud af røret for at kunne datere dem og dermed få indsigt i, hvordan denne tidlige vandforsyning har udviklet sig. Rørene dateres ved at tælle og analysere årringene i træet.

Foto af trævandrør fundet ved den store udgravning på Rådhuspladsen i 2011.

Trævandrør fundet ved den store udgravning på Rådhuspladsen i 2011. Rørene har løbet parallelt med den gamle voldgrav. Fund og årringe peger på en datering til omkring 1667, hvor det ser ud til, at man har lagt en masse vandrør ned, i forbindelse med at man har ændret området fra at have rummet en møllerende i den gamle voldgrav til del af den nye befæstnings bastioner og volde.

Vand fra søerne

Rørlægningen af vand blev igangsat af Frederik d. II. og Chr. IV i 1500-1600-tallet. I København blev der anvendt trævandrør til at lede vand ind i byen fra de omkringliggende søer indtil 1859, hvor en ny teknologi med jernrør og damppumper overtog. Metoden var tyngdekraften, altså hældningen på vandrørene, der var stor på rørene til springvand, så vandet fik tilstrækkeligt tryk. Springvandet kom fra de store søer omkring byen: Emdrup Sø, Utterslev Mose og Gentofte Sø. Pumpevandet, der blev indført i 1609, kom fra søerne lige uden for København, nemlig Peblinge Sø og Sortedams Sø.

Kort fra 1710, der viser vandforsyningens ledninger fra søerne omkring København og ind til byen.

Kort fra 1710, der viser vandforsyningens ledninger fra søerne omkring København og ind til byen. Ledningerne ses markeret med tynde, røde streger.

”Ålesuppe” i glasset

I 1756 foretog lægen Dr. Joh. Chr. Lange undersøgelser af Københavns vand. Der var små dyr i vandet, og nogle steder smagte vandet så ubehageligt, at man kastede op. I 1800-tallet omtaltes vandet også som ”ålesuppe”, fordi man kunne finde ål, døde fisk mv. i rørene. De døde fisk kunne også blokere pumpen. Vandkvaliteten var altså helt anderledes end det vand, vi får ud af hanerne i dag.

Kobberstik der viser Gammel Torv fra 1550-1795 og en kvinde, der henter vand fra en vandpumpe.

Prospekt af Gammel Torv fra 1550-1795, kobberstik. Her ses en kvinde, som er ved at hente vand ved en vandpumpe på pladsen ved det tidligere rådhus, som lå på vore dages Gammeltorv.

Adgangen til vand

I slutningen af 1700-tallet var der omkring 2000 pumper, mens der visse steder var gammeldags brønde. Pumperne stod ofte i gårdene og kunne betjene flere indbyggere. Alligevel har kun en del af befolkningen på omkring 90.000 mennesker haft adgang til pumpevand.

Kort fra 1742, der viser vandledningerne i København

Kort over et af vandledningsfirmaerne, ’Vestergades lille Vandkompagni’ fra 1742. Kortet viser vandledningerne, og prikkerne i enden markerer pumpernes placering, oftest i baggårdene.