Landskabsudnyttelse

Befolkningen blev større i tidlig middelalder. Det påvirkede måden, man udnyttede landskabet på. I landsbyerne var der efterhånden for mange mennesker til, at de omgivende marker kunne brødføde alle. I stedet for at lade landsbyerne vokse anlagde man nye bebyggelser og enkeltgårde et stykke væk. Navnene på disse landsbyer, der kaldes torper, refererer ofte til rydning af skov eller opdyrkning af hede. Det voksende antal gårde trængte skoven og andre uopdyrkede dele af landskabet tilbage. Vi ved ikke, om København opstod som en udflyttet torp, men den gode dyrkningsjord, muligheden for græsning på strandengen og fiskeri gjorde det attraktivt at bo her.

I den tidlige middelalder kom hjulploven i brug i Danmark. Ploven gjorde det muligt at dyrke større områder end tidligere, også tunge lerjorde. Tidligere plovtyper kunne kun løsne jorden, men hjulploven kunne vende den og dermed pløje gødning ned. Det gav bonden et meget større udbytte. Plovskæret blev dog hurtigt slidt, og derfor var der brug for store mængder jern. Det fandtes i Sverige og Norge, hvor det til gengæld var svært at dyrke tilstrækkeligt med føde. Det gav grundlag for øget handel i Norden, som betød at nye byer blev anlagt med adgang til havet. Under de arkæologiske udgravninger på Rådhuspladsen i 2011 blev der fundet spor efter forarbejdning af jern.