Spring til indhold

Byens butikker i evig forandring

På kbhbilleder.dk kan du finde mange historiske fotos af butikslivet i København gennem tiden. Nu vises et udvalg af disse fotos på Københavns Museums udstilling ”MIN BUTIK! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens” side om side med nyere fotos af butikker og erhverv, der er ved at forsvinde fra gadebilledet.

Fra udstillingen Min Butik! Fotograf: Ulf Svane

Min Butik! Udstilling på Københavns Museum

På Københavns Museum kan du fra d. 1. maj til d. 20. oktober se udstillingen ”MIN BUTIK! Fotos fra Wongs Grill til RC Rens”. Historier og fotografier som også er finde i bogen: ”Hovedstaden bag facaden – Mødesteder, tidslommer & mennesker” af Ulf Svane og Mathias Kobberød Rasmussen.

Udstillingen sætter Københavns Museum fokus på de forretninger og erhverv som langsomt men sikkert forsvinder fra hovedstaden. Gentrificeringen skubber de mindre erhvervsdrivende længere og længere ud af København og forretninger som for 10, 20 og 30 år siden var en naturlig del af det urbane liv lukker: grillbarer, frisørsaloner, tøjforretninger, slagterbutikker og renserier lukker. Dominansen fra større forretningskæder og især onlineshops udkonkurrer på både pris, udvalg og levering.

Mand hos frisør

Frisørsalon i Viktoriagade, 1986. Foto: Julie Rønnow: kbhbilleder.dk/kbh-museum/32917

Forretningerne i udstillingen: ”Min butik!” er udvalgt ud fra tre kriterier: et særligt sortiment, god service eller serveringen af mad.

Gennem fotografierne præsenteres vi for dedikerede ejere med et engagement som driver både dem selv og deres forretning. Et engagement som tydeliggør at forretningen både er en forlængelse af dem selv og en tidslomme.

Tidslommen er opstået i ejerens valg om ikke at blive som kædebutikkerne, men netop holde fast i hvordan tingene altid er blevet gjort lige her. Selvom udviklingen er løbet videre og hurtigere i andre retninger.

Kvinde bag skranken i kolonialforretning

Mel- og Grynforretningen i Torvegade, 1971. Foto: Julie Rønnow: kbhbilleder.dk/kbh-museum/174741

Butiksfacade med frisørforretning

Barber & Frisør, butiksfacade i Danmarksgade, 1970. Foto: Julie Rønnow: kbhbilleder.dk/kbh-museum/92353

Fra specialforretning til supermarked

Udvikling er ikke til at komme uden om og hvad butikker, forretninger og mindre erhvervsdrivende oplever af pres fra større kædeforretninger og onlinebutikker nu, oplevede specialforretninger i 1950’erne og 1960’erne.

Ismejerier, fiskeforretninger, ostehandel og slagterbutikker blev i stor stil lagt sammen til en enkelt stor indkøbsforretning. Supermarkederne skød op og udkonkurrerede de lokale, enkeltstående forretninger og lokkede kunderne til ved at samle specialudvalgt et sted og gøre det nemt og bekvemt.

Et koncept opfundet og fundet i Amerika og som derfor blev det ord som rejste med over Atlanterhavet til europæisk brug. Udbredelsen af biler har siden flyttet supermarkederne længere og længere ud af byerne. Her var der plads nok for supermarkedskæderne at bygge nye forretninger efter fælles standardiserede mål og masser af plads til parkeringspladser, så kunderne kunne køre lige til døren.  

Familie foran deres lille butik

Gadefacade af ismejeri i Herluf Trolles Gade, 1904. Fotograf ukendt: kbhbilleder.dk/kbh-museum/16881

Ansatte foran deres forretning

Gadefacade Jydsk Fiskeimport i Ryesgade, 1910. Fotograf ukendt: kbhbilleder.dk/kbh-museum/16881

Dokumentationen af denne udvikling er derfor vigtigt. Både i form af forskning, bogudgivelser og udstillinger. I de allerbedste tilfælde kan denne dokumentation, denne opmærksomhed føre til en forlængelse af det der er ved at forsvinde, fordi vi som samfund, borgere og forbrugere i tide, bliver gjort opmærksomme og derfor støtter, gennem forbrug, det som vi gerne vil bevare imens tid er. At vi køber bogen lige netop i den boghandel eller kører en omvej for at aflevere tøjet til rens på netop det renseri.

Udstillingen rundes af med et kig til alle de butikker der engang var, men ikke er mere. Her vises over 100 fotografier fra samlingerne, der også kan ses på kbhbilleder.dk 

Ønsker du at se flere butikker?

På kbhbilleder.dk kan enhver der har tiden og lysten til det gå på jagt efter de butikker, forretninger og erhverv der engang var spredt over hovedstaden. På tværs af fire institutioner fotosamlinger: Københavns Museum, Københavns Stadsarkiv, Frederiksberg Stadsarkiv og Magasin du Nord Museum kan der gennem søgeord og tidsperioder findes fotografier frem som viser hvordan disse små forretninger og erhverv har set ud.  

Se historiske fotos af butikker i København