Spring til indhold

150 års modehistorie nu på nettet

Stemningsbillede fra juletiden 1931 i magasin

Julen er årets travleste tid i Magasin. I 1931 myldrer det med kunder i garnafdelingen i forretningen på Kgs. Nytorv, hvor ekspeditricerne står klar med tips og vejledning til de forestående strikkeprojekter. Fotograf: Dansk Illustrations-Bureau/ V. Hansen, 1931.

kbhbilleder.dk/magasin-museum/6876

 

10.000 historiske fotografier fra Magasin du Nord Museum kan nu se online på sitet kbhbilleder.dk

Rejs tilbage gennem tiden set fra stormagasinets verden af skiftende tøjmode, opfindelser til boligen, smukke mannequiner og eventyrlige juleudsmykninger.

10.000 historiske billeder er allerede online på sitet kbhbilleder.dk og flere kommer til over de næste måneder. Magasin du Nord Museum har digitaliseret museets store fotosamling og de fleste fotos har aldrig været offentliggjort før.

For alle modeinteresserede er samlingen en guldgrube af detaljer, mønstre og trends. Den kulturhistorisk interesserede kan følge en udvikling indkøbs- og shoppemønstre, køn og selviscenesættelse, samt studere butiksindretning og kundebetjening gennem tiden. Alle os andre kan lade os fascinere af en verden, der var – og er – skabt til at vække vores evigt foranderlige drømme.

Trine Halle, museumsinspektør på Magasin du Nord Museum fortæller: ”Det er nu muligt at dykke ned i Magasins historie og få en forståelse af forbrug gennem tiden – hvordan den har ændret sig og formet os til de forbrugere vi er i dag. Hvordan stormagasinet giver plads til drømme og luksus i en hverdag præget af forpligtelser. ”   

Det er Københavns Kommune, der står bag sitet kbhbilleder.dk, hvor man i forvejen kan se Københavns Stadsarkivs, Københavns Museum og Frederiksbergs Stadsarkivs fotografiske samlinger. 

Elisabeth Bloch, Stadsarkivar i Københavns Stadsarkiv er begejstret for samarbejdet med Magasin du Nord Museum:  ”Det er en kæmpe gevinst for byen, at kbhbilleder.dk sammen med Magasin du Nord Museum lægger endnu en brik til hovedstadens fotografiske historie. Mange store private virksomheder har spillet en enorm rolle for Københavns udvikling og har formet dens rum og mennesker. At en så stor privat samling nu offentliggøres og kan ses i sammenhæng med de kommunale samlinger giver mange nye nuancer til Københavns historie.

Bag de 10.000 fotografier står en række professionelle fotografer, som Magasin gennem tiden har hyret til at dokumentere deres forretninger. En stor del af samlingen er blevet brugt som illustrationer i stormagasinets personaleblad BIKUBEN som udkom 1934-1979.   

 

Fakta

Magasins fotografiske samling tæller i alt 15.000 billeder, som alle er blevet digitaliseret.

Over 10.000 fotografier offentliggøres nu – resten i den kommende tid.

7000 fotos er fra Magasin København. Resten er fra Magasins øvrige forretninger.

De ældste fotografier er fra 1868, de nyeste fra 1999.

Originalerne findes på Magasin du Nord Museum. Museet kan besøges på Vingårdstræde 6, hvor 150 års Magasin historie udstilles. Bag museet står Magasin du Nord Fonden. Entréen er gratis. 

Motiverne dækker alt fra butiksinteriør til varer, modeopvisninger, ombygninger, samt personaleaktiviteter og arrangementer.  

 

Biler i Magasins vognpark

 Siden åbningen af den første Magasin forretning i 1868 bragte bude altid kundernes varer hjem.  I 1930’erne består vognparken af Ford V8 modeller, som chaufførerne selv vedligeholder. Magasin stopper med at bringe varer hjem til kunderne efter at benzinen bliver både knap og dyr i 1970’erne. Fotograf: Ukendt, ca. 1935.

kbhbilleder.dk/magasin-museum/13411 

 

bunkere fra besættelsestiden ved indgangen til forretningen

Under besættelsen bygges der bunkere til beskyttelse af københavnerne under luftangreb. Foran indgangen til Magasin du Nord ved Bremerholm opføres der to. Ved indgangen til forretningen fra Kgs. Nytorv bygges der ligeledes bunkere, således at forretningens kunder kan søge tilflugt. Fotograf: Ukendt, d.9. april 1944.

kbhbilleder.dk/magasin-museum/345 

 

Mannequiner viser nyeste mode frem til modesaloner

I 1950’erne er Magasin du Nord Modelsalon en af de fineste og dyreste modelsaloner i København, hvor et eksklusivt kvindeligt publikum får syet deres selskabskjoler. To gange årligt afholder modelsalonen opvisning for et inviteret publikum, hvor Magasins elever hjælper mannequinerne i de fine kjoler. Fotograf: Ambroos Foto, 1954.

kbhbilleder.dk/magasin-museum/21706 

 

sko i magasin i 70'erne

I 1971 er sunde fødder et ideal og Magasin er med på moden. Stormagasinet har byens største udvalg af træsko og ekspeditricen sørger for at de præsenteres ordentligt på hylderne. Selv må hun ikke bære de trendy sko i arbejdstiden, for Magasins tøjreglement dikterer tækkelige nederdele til knæet og hvide skjorter.  Fotograf: Ukendt, 1971.

kbhbilleder.dk/magasin-museum/4032